Scanninger i graviditeten
19. marts 2025 • Sanne Christensen • Jordemoder og IBCLC-certificeret Ammevejleder
Scanninger er et godt redskab til at holde øje med dit barns sundhed og trivsel gennem graviditeten. Derudover kan scanninger hjælpe med at styrke den følelsesmæssige forbindelse til dit barn. Jeg fortæller her om de forskellige typer af graviditetsscanninger.
.
Foto: Eva Walther • www.evawalther.dk
Graviditeten er en spændende og udfordrende tid – fyldt med forventning, glæde og til tider også en smule usikkerhed.
En af de måder, hvorpå vi kan følge dit barns udvikling og sikre, at alt går, som det skal, er gennem graviditetsscanninger. Scanningerne giver os et unikt indblik i det liv, der vokser i livmoderen og spiller derudover en afgørende rolle i at vurdere barnets udvikling undervejs i graviditeten.
I Randers Jordemoderhus støtter vi dig gennem graviditeten, frem mod fødslen og i tiden derefter, så du kan føle dig tryg hele vejen. Vi har hver især specialiseret os indenfor forskellige områder, hvilket gør, at vi kan give dig den bedst mulige og mest omsorgsfulde vejledning samlet på ét sted.
Vi åbnede vores scanningsklinik i Randers Jordemoderhus i juli 2024. Vi tilbyder både de scanninger, der kræver certificering i det offentlige (nakkefoldsscanning, misdannelsesscanning og tilvækstscanning), samt de scanninger der kun tilbydes i privat regi (tidlig scanning, tidlig tryghedsscanning, tryghedsscanning, kønsscanning og 3D/4D-scanning).
I dette indlæg vil jeg fortælle om de forskellige typer af graviditetsscanninger, deres formål og hvad du kan forvente, når du kommer til en scanning i Randers Jordemoderhus.
.
Foto: Eva Walther • www.evawalther.dk
Hvad er en graviditetsscanning?
En graviditetsscanning – også kendt som ultralydsscanning – er en sikker og smertefri metode, hvor lydbølger anvendes til at skabe billeder af dit barn inde i livmoderen. Generelt tjener en graviditetsscanning tre formål:
Det sundhedsmæssige formål: Scanninger hjælper med at identificere eventuelle misdannelser og kromosomafvigelser i graviditeten. De hjælper også til at finde de graviditeter, hvor der er brug for ekstra kontroller igennem graviditeten for at sikre dit barns sundhed og trivsel.
Det følelsesmæssige formål: At se dit barn på en scanning kan styrke den følelsesmæssige forbindelse mellem dig og dit barn. Det samme kan gøre sig gældende for barnets søskende og bedsteforældre.
Forberedelse til fødslen og tiden efter fødslen: Nøjagtige oplysninger om barnets udvikling og vækst kan hjælpe dig med at forberede dig bedre til fødslen og tiden efter fødslen. Det kan både være det at kende terminsdatoen, så man ved i hvilket tidsrum, barnet mest sandsynligt bliver født, det at kende barnets køn, men også hvis barnet skulle fejle noget, kan det være godt at kunne forberede sig på en eventuel indlæggelse sammen med barnet efter fødslen.
Vi anvender ultralydsteknologi ved scanningen. Ultralyd består af højfrekvente lydbølger, der omsættes til levende billeder af din baby i livmoderen. Ultralyd har været anvendt de sidste 50 år, og der er ikke beskrevet nogle komplikationer eller bivirkninger ved metoden – hverken for mor eller barn.
I Randers Jordemoderhus tilbyder vi forskellige typer af scanninger, som hver især tjener forskellige formål. Læs mere længere nede i teksten, hvor jeg uddyber, hvad de forskellige scanninger indebærer.
Vil du booke en scanning?
Det kan ofte være meget uvirkeligt, særligt i starten af graviditeten, at forstå, at der nu er et spirende liv inde i maven. Med ultralydsscanning bliver det mere konkret, idet mange har lettere ved at forholde sig til deres kommende barn, når de rent visuelt kan se det på scanninger. Vores sonografer er uddannede og certificerede til at foretage alle typer af scanninger.
Hvem kan lave graviditetsscanninger?
I Danmark er der på nuværende tidspunkt ingen regler for, hvor der kan/må laves ultralydsscanninger i privat regi. Det er derfor en god idé at undersøge, hvilken uddannelsesbaggrund personalet på de forskellige scanningsklinikker har.
Er man ansat som sonograf på et offentligt sygehus, skal man være uddannet jordemoder eller sygeplejerske. Man modtager en lang oplæring, kommer på teoretiske uddannelseskurser og bliver certificeret i de forskellige typer scanninger. Det betyder, at sonografer, der har arbejdet – eller stadig arbejder – som sonograf i det offentlige, alle har fået denne uddannelse.
Hos Randers Jordemoderhus er vores sonografer naturligvis uddannet og er certificeret i de forskellige typer scanninger, vi tilbyder.
Hvordan forbereder jeg mig til en graviditetsscanning?
Vi anbefaler, at du drikker rigeligt med vand før scanningen, da en fyldt blære kan hjælpe med at give et tydeligere billede af fosteret. Ellers er det ikke nødvendigt, at du forbereder dig. Vi sørger for, at du føler dig tryg og komfortabel under hele undersøgelsen.
.
Foto: Eva Walther • www.evawalther.dk
Hvordan foregår en graviditetsscanning?
Når du ankommer til Randers Jordemoderhus, vil vi først tage en kort samtale for at besvare eventuelle spørgsmål og forklare undersøgelsen. Under selve scanningen vil du ligge på en briks.
Ved scanning gennem maven (abdominal) påfører vi en lille mængde gel på din mave for at forbedre ultralydens kontakt og fører derefter lydhovedet frem og tilbage hen over maven. Ved scanning gennem skeden (transvaginal) anvender vi en transducer (en speciel sensor), der forsigtigt indsættes i skeden. Begge metoder er sikre og smertefri.
Du vil kunne se billederne af dit barn på en skærm i realtid, og du får forklaret, hvad du ser. Dette er ofte et meget følelsesladet øjeblik, og mange forældre beskriver det som en uforglemmelig oplevelse at se deres barn for første gang.
Efter graviditetsscanningen
Efter din scanning gennemgår vi sammen, hvad vi har set. Vi forklarer resultaterne og vejleder dig, hvis der er noget bestemt, du skal være opmærksom på. Hvis noget på scanningen viser sig ikke at være som forventet, hjælper vi dig med at komme til videre undersøgelser eller behandling – dette vil typisk foregå på det hospital, du er tilknyttet i graviditeten.
Vi sikrer, at du forstår, hvad resultaterne indebærer, og hvad dine muligheder er. Du kan undervejs stille alle de spørgsmål, du måtte have. Vores mål er at give dig den bedste støtte gennem hele din graviditet. Du kan selvfølgelig også få billeder og videoklip med hjem – både i printet form og overført til telefonen.
Tidlig scanning
Fra uge 6+0 – 11+2
Den tidlige scanning er den første visuelle bekræftelse af din graviditet og en mulighed for at skabe en tidlig forbindelse til dit barn. For mange er det en følelsesladet oplevelse at se barnet for første gang og se hjertet slå.
Det første og mest oplagte formål med en tidlig scanning er at bekræfte, at du er gravid. Selvom en positiv graviditetstest er en god indikator, giver scanningen visuel bekræftelse og eliminerer eventuel tvivl.
Ved at måle fosterets længde kan vi med stor nøjagtighed bestemme, hvor langt du er henne i graviditeten og dermed sikre, at fosteret udvikler sig alderssvarende.
Den tidlige scanning afslører også, om du venter ét barn, tvillinger eller måske endda trillinger. Dette er vigtig information, da en såkaldt flerfoldsgraviditet (flere end ét foster i livmoderen) kræver særlig opfølgning og kontrol – dette foregår på hospitalet.
Ved den tidlige scanning kan vi se dit barns hjerte slå for første gang. Hjertet begynder at slå meget tidligt, og dets tilstedeværelse bekræfter en sund graviditet. Dette er for mange en meget bevægende oplevelse.
Selvom det er tidligt, kan scanningen også give en indikation af, om der er komplikationer, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed.
En tidlig scanning kan laves efter uge 6+0 og før uge 11+2. Herefter vil man kunne lave en nakkefoldsscanning.

Foto: Eva Walther • www.evawalther.dk
Nakkefoldsscanning
Fra uge 11+3 – 13+6
Nakkefoldsscanningen er en fast del af det offentlige tilbud i graviditeten. Der er flere formål med nakkefoldsscanningen:
Ved nakkefoldsscanningen fastsættes den endelige terminsdato ud fra barnets størrelse, og vi finder ud af, om der er et eller flere fostre i livmoderen.
Scanningen kan også give tidlige indikationer på strukturelle abnormiteter hos barnet. Dette kan være gavnligt i planlægningen af yderligere undersøgelser og behandling.
Det er ved denne scanning muligt at vurdere sandsynligheden for kromosomafvigelser – f.eks. Downs syndrom (trisomi 21). Dette sker ved at måle tykkelsen af nakkefolden og kombinere dette med moderens alder og den blodprøve, der er taget ved egen læge ved første graviditetsundersøgelse. Ved øget sandsynlighed vil der være et tilbud om at få yderligere undersøgelser. Resultatet giver os mulighed for at lave en risikovurdering, som kan hjælpe med at afgøre, om yderligere undersøgelser er nødvendige.
Hermed kan scanningen give ro i sindet ved at give dig vigtig information om dit barns udvikling.
Nakkefoldsscanningen udføres mellem uge 11+3 og 14. Herefter er det ikke længere muligt at lave sandsynlighedsberegningen, der er en del af nakkefoldsscanningen.
Kønsscanning
Efter uge 14+0
Kønsscanningen er for mange en spændende og følelsesladet oplevelse. Det primære formål med en kønsscanning er selvfølgelig at afsløre, om du venter en dreng eller en pige. Dette kan være en stor glæde for mange forældre og kan hjælpe med planlægningen af barnets ankomst – herunder valg af navn, indretning af børneværelset og køb af tøj og udstyr. Scanningen kan også give en generel vurdering af barnets udvikling.
At kende kønnet kan styrke din følelsesmæssige forbindelse til dit barn. Mange forældre føler, at det gør graviditeten mere konkret og nærværende, når de kan forestille sig deres lille dreng eller pige.
Hvis du allerede har børn, kan det være en stor hjælp for dem at vide, om de får en lillebror eller lillesøster. Det kan gøre det lettere for dem at forberede sig på det nye medlem af familien og føle sig mere involveret i graviditeten.
En kønsscanning udføres typisk mellem uge 14 og 20 i graviditeten.
Misdannelsesscanning - tidlig eller sen
Fra uge 16+0 – 21+0
Misdannelsesscanningen spiller en central rolle i at vurdere og sikre barnets sundhed og trivsel. Scanningens formål er at undersøge alle de store organer og strukturer i dit barns krop – herunder hjerte, hjerne, rygsøjle, ansigt, nyrer, mave, blære, arme og ben. Dette giver et omfattende billede af barnets sundhed og udvikling.
Vi har mulighed for at identificere eventuelle misdannelser tidligt. Dette kan omfatte hjertefejl, neuralrørsdefekter, ganespalte, nyreproblemer og andre tilstande, der kræver ekstra undersøgelser og diagnostik.

Foto: Eva Walther • www.evawalther.dk
Udover at undersøge barnets anatomi, vurderer vi også moderkagens placering og funktion samt mængden af fostervand. Dette er vigtigt for at sikre, at barnet får den nødvendige næring gennem graviditeten.
Ved misdannelsesscanningen vurderes barnets generelle vækst og udvikling. Dette hjælper med at sikre, at barnet vokser som forventet og trives. Derudover kan du ved scanningen få et detaljeret billede af, hvordan dit barn ser ud. Du kan også få oplyst barnets køn, hvis du ønsker det.
I Randers Jordemoderhus tilbyder vi både en tidlig misdannelsesscanning (fra uge 16+0 – 18+0) samt en senere og mere detaljeret misdannelsesscanning (fra uge 19+0 – 21+0).
3D/4D-scanning
Fra uge 25+0 – 34+0
3D/4D-scanningen giver ved hjælp af moderne teknologi mulighed for at få et ekstra detaljeret billede af dit barn. 3D/4D-scanningen kan skabe tredimensionelle billeder (3D) og videoer (4D) af dit barn inde i livmoderen. Modsat traditionelle 2D-scanninger, der viser flade, todimensionale billeder, giver 3D/4D-scanningen en dybde og klarhed, som gør det muligt at se barnets kropsdele meget tydeligt. Disse billeder kan ofte være så detaljerede, at du kan se barnets ansigtsudtryk.
En 3D/4D-scanning giver kommende forældre en enestående mulighed for at danne en tidlig og stærk følelsesmæssig forbindelse til deres barn. At kunne se dit barns krop og ansigtstræk kan gøre graviditeten endnu mere konkret og nærværende.
Det kan være en skøn og mindeværdig oplevelse for forældrene, og billederne kan gives som en sjov og meningsfuld gave til barnet, når det er vokset op. De kan også deles med familiemedlemmer og venner, hvilket ofte skaber glæde og begejstring.
Selvom hovedformålet med en 3D/4D-scanning er at give en visuel forbindelse til barnet, kan den også bruges til at vurdere visse aspekter af fosterets udvikling og velbefindende. I Randers Jordemoderhus vurderer vi altid fosterets vægt i forbindelse med en 3D/4D scanning for at sikre, at barnet vokser, som det skal.
3D/4D-scanningen udføres typisk mellem uge 25 og 32 i graviditeten.
Tilvækstscanning
Fra uge 24+0
Tilvækstscanningen er en del af sundhedsovervågningen i din graviditet. Tilvækstscanningen kaldes også en tryghedsscanning. Formålet med en tilvækstscanning er at vurdere størrelsen på dit barn og sammenligne den med vækstkurver, der anses som normale. Vi måler hovedets omkreds, mavens omkreds og længden af lårbenet. Alt dette gør vi for at sikre, at dit barn vokser som forventet og for at opdage eventuelle problemer, der kan påvirke væksten.
Vi kontrollerer mængden af fostervand omkring barnet, hvilket kan give vigtig information om dets trivsel. For meget eller for lidt fostervand kan være tegn på problemer, som kræver nærmere undersøgelse.
Vi vurderer moderkagens placering og funktion, hvilket er afgørende for barnets nærings- og ilttilførsel. En tilvækstscanning kan hjælpe med at identificere problemer, der kan påvirke barnets vækst.
Vi identificerer herudover eventuelle tegn på væksthæmning. Tidlig identifikation af væksthæmning kan hjælpe med at træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre barnets sundhed.
Scanningen kan berolige dig ved at bekræfte, at alt går godt – især hvis du har konkrete bekymringer.
Tilvækstscanningen udføres typisk fra omkring uge 24 og frem.
Kontakt os gerne
En graviditetsscanning er en fantastisk måde at følge med i dit barns udvikling og skabe tryghed i graviditeten. Uanset om du ønsker at få bekræftet graviditeten tidligt, se dit barn i 3D eller få vished om barnets trivsel, står vi klar til at hjælpe dig.
Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om, hvilken scanning der er mest relevant for dig, så er du altid velkommen til at kontakte os – vi besvarer gerne dine spørgsmål og guider dig til den rette løsning.
Sanne Christensen
Jordemoder og IBCLC-certificeret Ammevejleder
Jeg har en bred sundhedsfaglig uddannelse, da jeg både er uddannet sygeplejerske og jordemoder. Jeg har videreuddannet mig til ammekonsulent hos Kompetencecenter for Amning og er IBCLC-certificeret (International Board Certified Lactation Consultants). Jeg har desuden været på Basiskursus i orofaciale dysfunktioner og stramt tungebånd for at dygtiggøre mig yderligere indenfor amning.
Derudover har jeg efteruddannet mig inden for obstetrisk akupunktur til graviditet, fødsel og barsel, rebozomassage, gravid- og efterfødselsmassage, funktionel træning til graviditet og efterfødsel, fødselsforberedelse (Meyermetoden) og gravid yoga, samt yin- og yang yoga.
Privat er jeg gift med Rasmus og sammen har vi 2 børn. Jeg har altid haft en drøm om at starte mit eget jordemoderhus og jeg har nu været privatpraktiserende jordemoder siden februar 2017, hvor jeg første gang åbnede dørene til mit jordemoderhus, som dengang lå i Aarhus.

Book en tid hos Randers Jordemoderhus
Vi tilbyder jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, ammeforberedelse og meget mere.
Abonnér på vores nyhedsbrev
Abonnér på vores nyhedsbrev og få adgang til specielle rabatter, nyheder om kommende events og meget mere.

Scanninger i graviditeten
Scanninger er en fast del af graviditeten. Jeg fortæller her om de forskellige typer af graviditetsscanninger.

Udfordringer i forbindelse med amning
Af og til forløber amningen ikke helt som forventet. Heldigvis findes der gode løsninger på de fleste gængse ammeproblemer.

Gode råd til din ammeforberedelse
Amning er både skønt og udfordrende. Inddragelse, forberedelse og viden er nøglen til en god ammeopstart.

Fordele ved at dyrke yoga under graviditeten
Yoga skaber ro og nærvær og kan have mange positive effekter på både din fysiske og mentale sundhed under graviditeten.

Kvalme og opkast under graviditeten
Graviditeten kan medføre en række udfordringer – primært fysiske og mentale forandringer. F.eks. kvalme og opkast.

Smerter, sår eller revner på brystvorterne i forbindelse med amning
Amning kan være ubehageligt og smertefuldt – især hvis du oplever ømhed, smerter, sår eller revner på brystvorterne.